Italien, Firenze, La Verna I Giovanni Jorgans fodspor

Den danske forfatter, Johannes Jørgensen, havde et tæt forhold til Italien, som med tiden blev hans hjemland. Italienerne opgav at bruge hans rigtige navn. Her er han kendt under navnet Giovanni Jorgans. Han konverterede til katolicismen og blev senere æresborger i Assisi, hvor han dyrkede den hellige Frans.   Vi har fulgt i hans fodspor på en lille pilgrimsvandring fra byen Bibbiena til klosteret ved La Verna øst for Firenze.   Johannes Jørgensen ankom til Bibbiena i september måned 1912. Han var rejst med tog fra Firenze og havde skiftet i Arezzo til den lille lokalbane, der førte ind i Casentino dalen, hvor Bibbiena ligger.

Fra denne lille italienske middelalderby er der godt 25 kilometer i bil op til La Verna bjerget, der for en katolik er et af de helligeste steder på Jorden.   Det var på La Verna, at den hellige Frans fik sine "stigmate" de samme steder som Jesus - korsfæstelsesmærker på hænder og fødder. Han fik dem under sin eneboertilværelse på bjerget, hvor han under kummerlige forhold levede i lange perioder af sit liv.   Han boede på bunden af en kold stengrotte og sov på jorden vinter og sommer. Han levede af de bær og frugter, han kunne finde i skoven og de lokale bønders barmhjertighed. Men det er mere end 750 år siden, og selv for en overbevist katolik som Johannes Jørgensen er den levevis uendelig fjern.

Johannes Jørgensen tog toget til Bibbiena sammen med to trosfæller. I en bog beskriver Johannes Jørgensen togrejsen fra Firenze, hvor de det første stykke vej følger Arno floden. Han opremser navnene på de små byer, toget kører igennem: Giovi, Capolona, Subbiano, San Màma, Rássina, Falterona og endelig "for enden af dalen en skinnende hvid by - Bibbiena". Man kan næsten høre, at det er små hyggelige byer, blot ved at udtale deres navne.   Did you ever hear such nonsens 78 år senere sidder jeg sammen med en assistent i en Alfa 156 på vej fra Poppi til Bibbiena. Ingen af os er katolikker. Faktisk kan man med nogen ret drage vores religiøse overbevisning i tvivl. Men uanset ens mentale grundlov, er det altid en fornøjelse at følge i fodsporene på en person som Johannes Jørgensen, der kan indvie os protestanter i katolicismens univers og beskrive den uden indforståethed eller utilnærmelig ophøjethed.   Rummeligheden i hans syn på katolicismen kan bedst illustreres med en lille anekdote fra en novelle, hvor han beskriver et besøg i et kloster i Umbrien. På grund af sine sproglige kundskaber i engelsk og italiensk blev han bedt om at være guide for et amerikansk selskab, der besøgte klosteret.    Johannes Jørgensen oversatte munkenes fortællinger fra italiensk til engelsk. Også den om den fattige franciskanermunk, der boede i en grotte, hvor han i en periode hver aften fik besøg af Jesus. På et tidspunkt, hvor han vidste, Jesus ville komme, skulle han imidlertid til en af de mange daglige gudstjenester. Han var i syv sind. Skulle han gå til kirken og risikere, at Jesus kom, mens han var væk. Eller skulle han pjække fra gudstjenesten, så han var sikker på at kunne tage imod Jesus. Han valgte at gå til kirke, og da han kom tilbage stod et "himmelsk lys" ud af grotten, hvor han boede. Johannes Jørgensen oversatte munkenes konklusion, der blev fremsagt med et selvironisk smil "Den hellige lydighed bevirker, at Jesus vokser i vore hjerter."   Da Johannes Jørgensen efter rundvisningen fulgtes med det amerikanske selskab ned fra klosteret igen, kunne han ikke undgå at høre en amerikaner hviske til sin dame: "Did you ever hear such nonsens".

Præcis som Johannes Jørgensen nød at udtale stationsbyernes navne under togrejsen, havde jeg forsøgte at forberede overnatninger til os hjemmefra med hjælp fra den røde Michelinguide over Italien, et vejkort og mit instinkt for, hvad en køn by bør hedde. For mit vedkommende var Casentino dalen uberørt land, og jeg havde ingen gode råd at støtte mig til. Kun viste jeg, at den sidste uge i juni måned er komplet umulig i Firenze og omegn.   Der er nemlig modemesse, og alle hoteller er optaget på dette tidspunkt. Men navnet "Ponte di Poppi" 15 kilometer fra Bibbiena lød som fuglesang en forårsdag, og et par uger i forvejen telefonerede jeg ned for at reservere to værelser på "Parc Hotel".

Det viste sig at være det eneste sted, man ikke skulle bo på de kanter. Poppi ligger på en knold og er en uhyre charmerende gammel by uden hotel. "Ponte di Popi" er den lille naboby halvanden kilometer væk, som gennemkrydses af landevejen. Parc Hotel lå umiddelbart ved siden af denne landevej og lignede et halvfærdigt hotel af den slags, man ikke behøver stille sig tilfreds med, når man rejser i Italien.

Altså videre mod Bibbiena. Efter fem kilometer lokkes vi til en afstikker af et hotelskilt. Hotellet viser sig at være helt nyt, roligt beliggende med en fantastisk udsigt mod Bibbiena, en stor swimmingpool i haven og altan på værelserne. Lidt for fint for assistenten måske, men skidt. Selvfølgelig var der optaget.   Pigen i receptionen ringede til et hotel i den næste by, som var nabobyen til Bibbiena, og fandt os to værelser. Men her var næsten ligeså kedeligt som Parc Hotel, og så kunne vi jo ligeså godt gøre som Johannes Jørgensen og overnatte i Bibbiena. Hvorfor vi ikke var kommet på den ide fra starten må tilskrives manglende omtanke.   Varmedisen skjuler vores mål Vi kørte op ad den snoede vej til den gamle del af Bibbiena, der ligger i 400 meters højde, fandt det første og bedste hotel, "Castel Borgo", der ikke alene havde to ledige værelser, men også værelser med udsigt. Hvor var det nu Johannes Jørgensen og hans to venner overnattede? Frem med bogen med novellen af Johannes Jørgensen. Ja, her står det "I Amorosis hyggelige herberg vises vi ind i en lille, for særlige gæster beregnede spisesal, med glasdøren ud til en terrasse, hvorfra man ser ned i dalen over mod Poppi". Det er vist mange år siden, man kunne bo på Amorosis hyggelige herberg i Bibbiena.   Vi valgte ikke at spise på hotellet, men gik i stedet op ad gaden og forbi San Lorenzo kirken, hvorfra Johannes Jørgensen kunne se helt til La Verna bjerget. Det kan vi ikke i dag på grund af varmedis, og da vi skal spise, er det blevet for mørkt.   Vi spiser på "Borgo Antico", og det starter meget godt med en kølig flaske Chianti. Det ender knap så godt, da betjeningen falder fra hinanden på grund af skænderier mellem værtsparret og en ældre herre, der kunne ligne en svigerfar. Deres lammekød var tørt og kedeligt, og middagen blev kun reddet af en flaske Vino Santo, der blev sat på bordet sammen med de største Cancuccihio - mandelkager - jeg nogensinde har set. Vi gik de 200 meter tilbage til vores eget hotel. Lidt ærgerlige over at vi trods alle gode tegn havde valgt det forkerte sted at spise.   Castel Borgo hed tidligere Albergo Amorosi Næste morgen sender jeg assistenten op for at hente bilen. Han kommer grinende tilbage og bekendtgør næsten med triumf i stemme, at "nu skal vi vaske bil igen". Den røde Alfa har stået parkeret under et dueslag, og der er næppe et sted på bilen, som er gået fri af duernes bombardement. Selv de elegante dørhåndtag er klistret ind i duelort.   Da jeg skal betale for værelserne, falder mit blik på et gammelt foto af et hus gemt under skrankens glasoverdække. Hvad står der? Albergo Amorosi? Jeg spørger værtinden, hvor Albergo Amorosi egentlig lå henne.   "Her", svarer hun. Hvilket utroligt tilfælde. Af alle de muligheder vi havde for at finde et værelse undervejs, er vi endt på samme hotel, som Johannes Jørgensen overnattede på for 78 år siden.   Jeg fortæller værtinden om dette tilfælde. Hun bliver meget begejstret ved tanken om, at den "kendte Giovanni Jorgans" har boet her på hendes hotel. Ganske vist tilhørte huset en anden familie dengang og hed noget andet, men en kopi af novellen må hun simpelthen have som en souvenir. Også selv om hun ikke kan et ord dansk.   Hun finder endnu et gammelt fotografi frem, hvor man kan se hotellet fra en anden vinkel. Jeg låner begge billeder og går op ad gaden for at få dem fotokopieret i en butik, der handler med papirvarer. Jeg tager bogen med. Da jeg kommer tilbage, har hun indviet sin mor i hændelsen, som man sikkert kunne få meget ud af, hvis man var overbevist katolik. De vinker ivrigt til os, da vi går og minder os om snart at komme tilbage.   12 kilometer til fods - vi tager bilen At vaske bil i Italien kan være noget af en prøvelse. Og uanset hvor, man forsøger sig, tager det en time. Da Alfa'en har fået sin pletfri røde farve igen, følger vi ruten fra Bibbiena mod La Verna i Johannes Jørgensens fodspor. Så godt det nu lader sig gøre. Han gik den direkte vej - som han angiver til at være en fodtur på 12 kilometer. Johannes Jørgensen og hans venner fik andre til at køre bagagen for dem hele vejen til klosteret, så de kun skulle bære en drikkedunk og lidt mad.

"Så ubekymrede af jordisk gods som franciskanere forlader vi så Bibbiena". Ubekymret som en franciskanermunk har jeg næppe været, siden jeg begyndte i skole for over 30 år siden. Og med kone, børn, bil og hus er ubekymrethed næppe en følelse, der indtræffer igen for mit vedkommende. Lidt misundelig bliver man uvilkårligt på Johannes Jørgensen og hans livssyn.

Vi forsøger at køre ruten ad den samme vej, der fører ad en grusvej gennem flækken "Campi".

 

Det var her Johannes Jørgensen og hans medrejsende købte drueklaser af en bonde. Begge hans rejsekammerater var på vindruekur. I dag er Campi stadig en flække. Kun ét hus ser en smule beboet ud, resten er ruiner, og der er ikke skyggen af vinstokke at se. Kun modne kornmarker her i juni måned. Efter et par kilometers kørsel mellem ruinerne kommer Alfa'en hurtigt til at ligne en franciskanermunk efter en dags vandring i sommerstøvet. Men det er da i det mindste kun støv.

 

"Septemberdagen hælder. Vi er alle tre kun lidet øvede fodgængere, og de tolv kilometer er stadig stigning".

 

Ja, de problemer har vi ikke. I løbet af en halv time er vi fremme ved den lille by Beccia, som ligger 500-600 meters bjergvandring fra klosteret på La Verna. Klosteret blev opført af franciskanere efter den "overnaturlige" hændelse med Frans. Dette sted måtte selvfølgelig være noget helt specielt. I Beccia parkerer vi bilen for at gå ad den samme vej, som Johannes Jørgensen. Han ankom hertil sent om aftenen, men på trods af duelort og bilvask er vi her allerede midt på dagen og beslutter os for at spise i "Albergo La Beccia", inden vi spadserer det sidste stykke mod klosteret. Det skulle senere vise sig at være en klog beslutning.

 

Et sidste måltid
Vi var de eneste gæster og tog straks plads udenfor under skyggen fra træerne. "Albergo La Beccia" er et af disse utrolige steder, som kun findes i Italien. Her er intet spisekort, men med hjælp fra værtinden sammensætter man en passende menu. Vores starter med en kølig hvidvin fra Toscana "Poggiano", der bliver sat på bordet med proppen af. Værtinden - eller kromutter som man ville have kaldt hende under andre omstændigheder - foreslår Tagliatelle eller Spaghetti med enten tomat, smør eller ragu - "fatto al casa" - hjemmelavet, selvfølgelig. Bagefter kommer hun med en "vitello" - et stykke kalvekød, der har været en tur på grillen. Den serveres med brød, citron og salat til. Ikke andet, og sådan skal det være.

 

Det var bare det helt rigtige måltid til en varm sommerdag. Assistenten klager over for meget mad. Det plejer han ellers ikke, og han skulle også komme til at "æde sine ord i sig igen". Nå, hans bøf gled ned i samme tempo, som den plejer. Han afviser dog at spise dessert midt på dagen på trods af udsigten til at få oblater som aftensmad.

 

Vi betaler de godt 220 kroner som værtinden ønsker for hele måltidet inklusive en god stærk espresso til slut og begiver os op ad den gamle sti mod klosteret. Jeg håber, at denne særlige italienske kvindetype, der har viet deres liv til at lave mad som deres mor og bedstemor ikke ofrer deres arbejdskraft i køkkenet til fordel for et strømlinet og overfladisk job på arbejdsmarkedet for at konkurrere med mændene.

 

Trækorset i første sving står der stadig, og det samme gør det lille fuglekapel, som Johannes Jørgensen også bemærkede.

 

Hvor er jeres bil, Padre?
Efter mindre end ti minutters gang står vi foran porten ind til klosteret. Over døren står de berømte latinske ord, som fortæller, at "Intet sted i verden findes et helligere bjerg".

 

Vi finder "Sister Pricylla", som holder styr på værelserne i "La Foresteria interna". Her kan pilgrimme og slægtninge til munke og nonner i klosteret overnattet under deres besøg. Hun starter med at kalde mig "Padre" - fader - sikkert på grund af min hvide skjorte, der er knappet helt op i halsen. På mine mange rejser i Italien er jeg aldrig blevet kaldt journalist - mit rigtige uddannelse - men derimod alt fra doktor til ingeniør. Padre var dog første gang.

 

"Hvorfor har I dog stillet bilen i Beccia?", spørger hun, som om vi havde foretaget os noget dumt. Jeg opgiver at forklare, at intentionen var at følge i fodsporene på Giovanni Jorgans, og så måtte vi selvfølgelig op ad den gamle vej. Af mine italienske brokker forstår hun kun ordene "Giovanni Jorgans", som hun godt kender, fordi klosteret har flere bøger af ham i biblioteket.

 

"Det er nok bedst, I henter bilen herop.”
Vi går den korte vej tilbage. På vej ned overhaler vi to nonner klædt i hvidt, som syngende går ned mod Beccia. Da de opdager os forskanser de sig bag en strøm af "Ave Maria'er" efterfulgt af "In Nomine patris, Filii et Spiritui Sancti", mens de slår korsets tegn for sig og kigger forlegent ned i jorden. Med vores kropssprog forsikrer vi, at vi bestemt ikke har noget ondt i sinde.

 

Vi kører tilbage ad bagvejen, finder klosterets parkeringsplads og hanker op i vores jordiske gods for at gå op til værelserne. På vejen går vi gennem restauranten. Til min glæde ser jeg en stor espressomaskine bag disken. Vi skal trods alt spise både aftensmad og morgenmad her.

 

Vejen til værelserne fører videre gennem den indre klostergård, der er fra begyndelsen af 1400 tallet. Den unge pige, der serverer i restauranten, og som derfor ikke er nonne, viser os de to små værelser, nr. 3 og nr. 5, med ordene "vi spiser klokken 19.30.”

 

Smidt ud med et smil
Værelset er mellem fem og seks kvadratmeter stort, væggene er hvide, og oven over den meget korte seng hænger det franciskanske krucifiks, hvor den øverste del af korset er væk. Her er intet TV, kun et meget lille bord og en stol. Jeg pakker ud, tager mit kamera under armen og går på opdagelse i den indvendige del af klosteret. Jeg finder hurtigt de samme buegange med de samme brunmalede døre, som Johannes Jørgensen beskriver.

 

Hans første skridt ind i klosteret var "ned i en mørk, næsten underjordisk gang, hvor vi må føle os for med stokken for at vide, hvor vi træder. En klam kælderluft, som jeg pludselig kender igen - La Verna's rå fugtige kulde - slår isnende imod os og tvinger os til at knappe vore frakker tættere, svedte som vi er efter opstigningen. Her kan man let hente sig en lungebetændelse".

 

Det lykkes mig meget hurtigt at finde stedet, der passer til beskrivelsen. Men i dag føles stedte hverken underjordisk eller klamt. Jeg fortsætter rundt i buegangen og følger Johannes Jørgensens vej gennem klosteret.

 

"Så dukker vi ud i den åbne klostergård mellem hvidkalkede mure med luftige arkader foroven."

 

Jeg går op ad den samme trappe til de luftige arkader, hvorfra man kan se ned i klostergården. I halvmørke forsøger jeg at læse videre i bogen, da en tyk munk klædt i den karakteristiske brune dragt med den hvide flettede snor om livet beder mig følge med. Med et venligt smil viser han mig hen til en dør, som han beder mig gå gennem. Han lukker døren bag mig med et "Arrivederci", og pludselig befinder jeg mig udenfor klosteret. Det føltes ikke sådan, men kendsgerningen talte for sig selv. Jeg var smidt ud. Han må have taget mig for en lidt for påtrængende turist.

 

Drømmen om Pasta
Middagen blev serveret præcis kl 19.30, som vi var blevet lovet. Der var dækket op til gæsterne i den ene spisesal, mens munkene og nonnerne spiste i den anden. Vi var otte besøgende denne aften. På bordet foran os stod to 18 centiliters flasker rødvin med skruelåg, en kande vand og nogle kiks indpakket i folie med teksten "Biscotta di Assisi". Forretten var klar suppe med nudler, hovedretten en slags rullesteg med kogte squash og tomater til. Bagefter blev der serveret frugt. Bedømt på smagen var det klart et af de ringeste måltider, jeg nogensinde har fået i Italien - helt uden krydderier. Men det var både sundt og nærende.

Efter middagen besøgte vi de hellige steder. Kirken, stigmate korridoren, der fører ned til stigmate kapellet, hvor Den hellige Frans fik sine korsfæstelsesmærker og bagved hans stenleje i den klippehule, hvor han sov.

 

Allerede inden middagen havde vi overværet gudstjenesten i kirken, hvor munkene kommer for at synge og bede. Senere hørte vi nonnerne synge fra stigmate kapellet.

 

En nat med prøvelser
Det blev en lang nat for mit vedkommende i den umagelige seng. Jeg håber munkene og nonnerne har noget bedre at sove på. Men afsavn er jo en del af de prøvelser, man skal stå igennem, når man har valgt dette liv.

Næsten morgen blev kaffen serveret fra en stor kande, der blev båret rundt mellem bordene.

 

Vi spiste de tørre Assisi kiks, der stadig lå på bordet foran os. Jeg forsøgte at få øje på "Den smilende Udsmider", men han var ikke at se noget sted. Ærgerligt, jeg ville godt have hilst på ham her i spisesalen.

Det føltes godt at sidde bag rattet af Alfa'en igen. Jeg så frem til turen ned fra klosteret mod Bibbiena. 25 kilometer kurverige veje og bagefter videre mod Firenze over "Passo della Consuma".

 

Jeg satte bilen i første gear og gjorde klar til at køre ud gennem klosterets port. "Nu skal det gøre godt med en gang pasta,” mumlede assistenten og faldt tungt ned i sædet ved siden af.